Billedkunstner Anders Siggaard
Siggaards motiver er gennem de seneste 15 år gået fra et stort fokus på den nordiske mytologi til mere komplekse billeder, som dog stadig har mytologien – i en mere moderne form – som omdrejningspunkt. Det gennemgående tema er tilværelsen fra vugge til grav, og der er en særlig fascination af de mørke sider af livet. Det er de stærke og universelle følelser: sorg, død, frygt, angst, lidelse, uretfærdighed, fortabthed og andre skyggesider af livet.
Han maler disse motiver, fordi han mener, at det gør det lettere for mange mennesker at forholde sig til dem, når man SER dem. De smukke sider af livet står således stærkere frem, når man belyser deres modsætninger.
Billedernes kompleksitet lukker ikke nogen ude – tværtimod. Man får lyst til at gå på opdagelse i de farverige motiver med masser af symbolik, fri leg til fantasien og indbyggede historier.
Siggaards tilgang til kunst er, at det især handler om erkendelse. For ham er beskuerens tolkning af billedet mindst lige så vigtig som de tanker, han har lagt i det. Når man køber et Siggaard-værk følger kunstnerens “historier” med, så man har mulighed for at udvide sig egen oplevelse af billedet, hvis man ønsker det.
Anders Siggaard (f. 1981) er århusiansk billedkunstner, som har studeret på Århus Kunstakademi fra 2000 til 2004. I 2004 åbnede han Galleri Galskab i Ikast. Han har en kandidat i Idehistorie fra Aarhus Universitet.